Formaldehyd ver. 2

Formaldehyd er en gasart, der er giftig og er at finde på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer. I store mængder mistænkes formaldehyd for at være kræft- og allergifremkaldende samt påvirke immunforsvar og gener.

Giftig-symbolSymptomer på formaldehyd i indeklimaet kan bl.a. være svie i halsen, rindende øjne, åndedrætsbesvær og hovedpine. Særligt personer med allergi er udsatte for formaldehyd og kan derfor opleve gener ved selv ganske lave koncentrationer af formaldehyd.

Svært at undgå

Det er svært at undgå formaldehyd i sin bolig. Formaldehyd findes nemlig naturligt i bl.a. træ (samt i gulerødder, æbler og tomater, men dog i ekstremt små mængder). Desuden frigives formaldehyd ved tobaksrygning og afbrænding af træ i brændeovne.

Også konserverings-, rengørings- og desinfektionsmidler, tekstiler, maling og syrehærdende lakker, som bruges til lakering af møbler og trægulve, indeholder formaldehyd. En af de største syndere i forhold til høje koncentrationer af formaldehyd i din bolig er dog limede træplader, f.eks. MDF-plader og spånplader.

Grunden til at formaldehyd optræder i så mange forskellige produkter er, at stoffet er et effektivt bindemiddel, der desuden kan øge produkternes levetid og hjælpe med at forbedre brugsegenskaber. Endelig er formaldehyd meget billigt at producere.

Hvornår er der for meget?

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler, at det samlede indhold af formaldehyd i luften indendørs ikke overstiger 0,1 mg/m3. I Danmark er der som sådan ingen officielle retningslinjer for private hjem, idet man også henviser til anbefalingerne fra WHO.

Der er dog krav i Bygningsreglementet vedrørende byggevarer (materialer, der permanent indbygges i konstruktioner), som indeholder formaldehyd. Først og fremmest skal byggevarerne være CE-mærkede i klasse E1. Desuden er der krav om, at hver enkelt byggevare ikke må overstige 0,124 mg/m3.

Der er dog undersøgelser som viser, at koncentrationer på mere end blot 0,05 mg/m3 kan irritere øjne, næse og hals hos meget følsomme personer. Formaldehyd er kendetegnet ved en skarp, stikkende lugt, der af visse personer kan lugtes ved så lave koncentrationer som 0,03 mg/m3.

Hvornår og hvordan skal du teste?

Hvis du oplever en skarp og stikkende lugt i dit hjem, eller oplever gener som irriterede øjne og/eller slimhinder, kan det være tegn på en forhøjet koncentration af formaldehyd i boligen. Og så er det afgjort en rigtig god ide, at tjekke værdierne.

Er der spånplader af ældre dato eller spånplader, der er fugtskadede, i boligen, kan det også være en god anledning til at få undersøgt koncentrationen af formaldehyd i luften indendørs. For netop fugtskadede spånplader eller spånplader af ældre dato er ofte årsag til forhøjede koncentrationer af formaldehyd.

Pt. kan vi tilbyde et enzym-baseret målesystem, Dräger Bio-Formaldehyd, der giver vejledende målinger af formaldehyd, og som nemt og hurtigt kan anvendes uden yderligere tilbehør. Dermed kan du hurtigt selv måle mængden af formaldehyd i et lokale, f.eks. stue eller soveværelse.